Enjoy Nordjylland
Joller ved Hals

Hals - et charmerende feriecentrum

I Hals kan du opleve både Limfjorden og Kattegat, da byen ligger klos op ad Limfjordens udmunding. Byen er en lille og charmerende havneby med hyggelige gader og masser af liv.

Hals ligger, hvor Kattegat møder Limfjorden, og byder foruden kilometerlange, børnevenlige strande nord byen og smukke skovarealer, på stemning og oplevelser en masse. Fra havnen kan man tage færgen over fjorden til Egense, og fortsætte ned ad Aalborg kyst til Dokkedal og de vilde oplevelser i Lille Vildmose.

Indbydende små gader

Hals er en charmerende lille havneby og centrum i et stort ferieområde med mere end 4.000 sommerhuse. Stemningen er hyggelig i de små gader, hvor man ikke behøver at kigge langt efter spændende butikker og steder, hvor man kan stille sin sult og tørst. På havnen er der som regel liv og glade dage, men også udsigt til både hav og fjord, og rum til eftertænksomhed.


Midt i Hals findes byens vartegn: en hvalkæbe fra en blåhval, som blev skudt i Barentshavet i 1868 af Kaptajn C. Klitgaard fra Hals og sat op foran hans hjem på torvet. I dag er den erstattet af en glasfiberkopi, mens originalen opbevares på Statens Kunsthistoriske Museum, hvor den er beskyttet mod vejr og vind.

Velkommen på Skansen

Hals har takket være sin strategiske placering ved indsejlingen til Limfjorden en lang og glorværdig historie. Det bliver man mindet om ved det historiske skanseanlæg Hals Skanse, som blev opført i 1653 – 54 på ordre fra kong Frederik den 3. Anlægget havde til formål at sikre den dengang eneste indsejling til Limfjorden i tilfælde af krig.

Tøjhuset fra den gamle skanse er i dag museum og i høj grad et besøg værd. Udover krigshistorie fortælles hele historien om Hals; fra dengang byen var et lille fiskerleje til i dag. Museet er selvbetjent og har åbent alle årets dage – med gratis adgang for alle.